Stockholm: Inspiration til gode sunde børneliv

Forekomsten af overvægt blandt børn i Sverige er højere end i DK. Til gengæld er der politisk opmærksomhed og vilje til handling i forhold til at identificere og implementere løsninger, der fremmer børns sundhed og trivsel uanset sociale kår. Derfor tog +25 partnere i alliancen www.børnevægtibalance.dk i august på en 2-dages studietur til Stockholm. Formålet med studieturen var at indhente ny og vigtig viden samt fortsætte netværksdannelsen i alliancen ved at skabe fælles indtryk og referencer, der kan bidrage til at nuancere og kvalificere arbejdet for at skabe gode sunde børneliv. 

 

Turen bød blandt andet på oplæg fra Sveriges Kommuner och Regioner, Generation Pep, En Frisk Generation, SkolmatSverige, Folkhälsomyndigheten og Socialstyrelsen for at lære om deres tilgang og initiativer til at sikre, at alle børn får en mulighed for at vokse op i rammer, der understøtter sundhed og forebygger sociale ulighed.  Derudover engagerede Cancerfonden, Hjärt-lungfonden og UNICEF Sverige os i debatten om at øge beskyttelsen af børn og unge mod markedsføring af usunde fødevarer. Det gjorde særligt stort indtryk at besøge Edboskolan i Huddinge hos kulturbærende rektor Thomas Österås og hans dedikerede medarbejdere, som arbejder for at læring, sundhed og trivsel går hånd i hånd. Her blev vi inviteret til at spise på skolens restaurant ’Edbo’, hvor der er en tydelig pædagogisk ramme om måltidet: 

  • De første 5 minutter er der stilletid – det giver ro til at spise.  
  • Der er faste pladser – det giver tryghed for eleverne.
  • De yngste spiser til sidst – der tages hensyn til, at det tager længere tid at spise, når man er mindre.
  • Alle lærere og pædagogisk personale spiser med som del af deres arbejdstid og sidder blandt elever– det sikrer en fin pædagogisk ramme om måltidet.
  • Ældre fra lokalsamfundet har mulighed for at spise på restaurant ’Erbo’ for et symbolsk beløb – det gør skolen til en samlende og kulturbærende institution i lokalområdet.

Seneste nyheder