Er downsizing af portioner spiseligt?

Kræftens Bekæmpelse har modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til at undersøge forbrugernes oplevelse af mindre portioner, når det kommer til sodavand og bland selv-slik. Projektet skal også belyse virksomhedernes muligheder for at lave mindre portionsstørrelser. 

”En stor del af især børns energiindtag kommer fra slik og søde drikke, som ofte sælges i store portionsstørrelser. Det får børn til ubevidst at spise mere end tidligere. Derfor er et greb til at forebygge overvægt at øge tilgængeligheden af mindre portionsstørrelser, når det gælder slik og søde drikke. Og her er det vigtigt at identificere, hvordan mindre portioner bliver spiseligt for både forbrugerne, detailhandlen og producenterne, ” siger Susanne Tøttenborg, seniorkonsulent i Kræften Bekæmpelse om baggrunden for projektet. 

Kræftens Bekæmpelse undersøger i projektet både virksomheders muligheder for at lave mindre portionsstørrelser og forbrugernes oplevelser af to konkrete forsøg: 

  • At udskifte ½ l sodavand med en mindre størrelse i en dagligvarekæde. 
  • At gøre poserne til bland selv-slik lidt mindre i en supermarkedskæde. 

”Vi vil med afsæt i resultaterne af projektet arbejde for at inspirere producenter og detailhandlen til at arbejde med downsizing af portioner. Vi ønsker på den måde at påvirke én af de strukturelle årsager til overvægt i stedet for at fokusere på den enkeltes ansvar,” uddyber Susanne Tøttenborg.   

Projektets resultater skal endvidere danne grundlag for design af et større effektstudie  om mindre portionsstørrelsers betydning for salget i samarbejde med en forskningsinstitution.  

Kræftens Bekæmpelse har modtaget en bevilling på 400.000 fra Novo Nordisk Fonden til projektet, som løber fra 2022-2023.  For mere information om projektet kontakt venligst Susanne Tøttenborg, seniorkonsulent i Kræftens Bekæmpelse på sto@cancer.dk

Seneste nyheder

Det store billede – en ny offentlig samtale om unges sundhed

Hvad mener unge har en betydning for, at de kan leve et sundt liv? Og hvordan kan man formidle deres budskaber gennem kunstneriske formidlingsformer? Det vil et nyt projekt med navnet ”Det store billede” undersøge og afprøve i løbet af 2025 og 2026. Projektet er støttet af Børnevægt i balance, som sekretariatsbetjenes af Novo Nordisk Fonden.

Læs mere ›