Konferencen ”Bevægelse i skoledagen – fra vision til praksis” satte den aktive skoledag på dagsordenen, da centrale aktører fra praksis, forskning og politik mødtes i Fællessalen på Christiansborg den 29. maj 2026.
På dagen blev perspektiver fra hele feltet bragt i spil. Elever, lærere, skoleledere, kommuner, forskere og politikere bidrog med erfaringer og indsigter i arbejdet med en mere aktiv skoledag – både tæt på praksis og i de beslutningsrum, der sætter retningen for området.
Programmet bød på oplæg og refleksioner fra blandt andre Dansk Skoleidræt, professionshøjskolerne, Active Healthy Kids Global Alliance og KL samt praksiseksempler fra skoler og kommuner. Fælles for oplægsholderne var et fokus på, hvordan bevægelse kan integreres i hele skoledagen – fra undervisning og pauser til SFO og fritid – og hvordan indsatserne kan omsættes til konkret praksis.
Samtidig pegede dagen frem mod en række vigtige næste skridt. Flere nye nationale initiativer – herunder bevægelsesstrategien og partnerskabet om idræt og bevægelse i skolen – er allerede i gang med at skabe momentum og åbne muligheder for, at skoler, kommuner og SFO’er kan engagere sig. Fælles for perspektiverne var en erkendelse af, at forandringer tager tid – men også en tydelig optimisme i forhold til, at stærke lokale løsninger og fælles engagement kan få den aktive skoledag til at udvikle sig yderligere i de kommende år.
Konferencen er støttet af Novo Nordisk Fonden, som del af fondens og Dansk Skoleidræts fælles engagement i Børnevægt i balance


