Hvordan omtales overvægt i udvalgte danske medier? Bureauet MUST har til Børnevægt i balance udarbejdet en analyse af, hvordan overvægt omtales i seks danske medier (BT, Børsen, Berlingske, Politiken, TV2 og DR) i perioden oktober 2023 til oktober 2024. Rapporten ”Diskursen om overvægt i udvalgte danske medier 2023-24” sammenfatter analysen, som bygger på en eksplorativ kvalitativ analyse af 768 artikler. Den følger op på en tidligere analyse fra 2022 og fokuserer på, hvordan overvægt italesættes og iscenesættes i medierne.
Udvalgte hovedfund fra rapporten:
- Det observeres en ændring fra moralsk ladet sprogbrug fra analysen i 2022 til en nu mere teknisk-medicinsk diskurs, hvor overvægt beskrives gennem kliniske termer og målbare data. Det kan ifølge analysen virke frisættende ift. klassisk moraliserende sprog, men kan også afføde nye former for stigmatisering.
- Vægttabsmedicin udgør det dominerende tema i mediedækningen og sætter en ny ramme for samtalen om overvægt. Kun 9 % af artiklerne fokuserer på forebyggelse.
- Børn og unge omtales stadig med en vis forsigtighed i artikler, men i et sprog, der kan virke fremmedgørende for de berørte børn og pårørende.
- Billedsiden af artiklerne følger to visuelle strategier: anonyme kroppe primært i dækningen af “problemet” og identificerbare portrætter i artikler om “løsninger”. ”Før og efter” -fortællinger om vægttab udgør stadig en del af mediebilledet, mens enkelte medier formår at vise personer med overvægt som hele mennesker uden at reducere dem til deres kropsstørrelse.
Rapporten fremhæver, at ændringerne i diskursen om overvægt kan have betydning dels for arbejdet med at mindske og modvirke stigmatisering relateret til overvægt og dels i arbejdet med at forebygge overvægt. Desuden peger rapporten på en række anbefalinger til fagfolk, eksperter og andre, der kommunikerer om overvægt – herunder:
- Kombinér gerne tekniske forklaringer med menneskelige erfaringer.
- Giv plads til børn og unges egne stemmer, erfaringer og perspektiver, når det berører denne målgruppe.
- Undgå stereotyp billedbrug og “før og efter”-fortællinger som standard.
Kommentarer fra arbejdsgruppen til rapporten:
I Børnevægt i balance er der etableret en arbejdsgruppe, der fokuserer på at fremme et respektfuldt narrativ om overvægt blandt børn og unge og flytte fokus fra individ til de rammer og omstændigheder, der har betydning for at vokse op med en sund vægt. Rapporten ”Diskursen om overvægt i udvalgte danske medier 2023-24” er blevet udarbejdet som del af arbejdet i denne arbejdsgruppe.
Arbejdsgruppen har drøftet rapportens resultater, læringspunkter og potentialer ift. det videre arbejde med at mindske og modvirke stigma relateret til overvægt. Arbejdsgruppen har bl.a. drøftet, at:
- Rapporten er relevant for personer, der arbejder med sundhedskommunikation, forebyggelse, medieformidling og politikudvikling. Den giver et vigtigt indblik i, hvordan ord og billeder kan forme vores fælles forståelse af overvægt – og dermed også mulighederne for at forebygge og mindske stigmatisering.
- Det er interessant, hvordan diskursen ifølge analysen synes at have flyttet sig på så relativt kort tid fra 2021/22 til 2023/24 – og at den tekniske tilgang potentielt kan risikere at fortrænge det forebyggende såvel som andre perspektiver i debatten. Disse tendenser bør følges nøje, herunder også, hvordan den nye diskurs, som fremhæves i rapporten, kan påvirke børn og unges oplevelse af sig selv og deres kroppe.
- For nu er det imidlertid ikke muligt at konkludere på, om de ændringer i diskursen, som rapporten fremhæver, har betydning for personer med overvægt og deres oplevelse af stigmatisering, herunder om det give anledning til nye former for stigmatisering, hvilket kan være interessant at undersøge nærmere.
Rapportens konklusioner, vurderinger og anbefalinger er udarbejdet af MUST og repræsenterer ikke nødvendigvis Novo Nordisk Fondens og alle alliancemedlemmernes holdninger. Læs rapporten her ved at downloade filen nedenfor.


