Det store billede – en ny offentlig samtale om unges sundhed

Hvad mener unge har en betydning for, at de kan leve et sundt liv? Og hvordan kan man formidle deres budskaber gennem kunstneriske formidlingsformer? Det vil et nyt projekt med navnet ”Det store billede” undersøge og afprøve i løbet af 2025 og 2026. Projektet er støttet af Børnevægt i balance, som sekretariatsbetjenes af Novo Nordisk Fonden.

I projektet vil forskere fra Statens Institut for Folkesundhed sammen med organisationerne Turning Tables og C:NTACT, der på hver sin måde arbejder med børn, unge og kunstneriske udtryksformer såsom film, musik, personlig historiefortælling, rap og skuespil, skabe tre videoværker, der skal formidle unges egne bud på, hvad der gør en forskel for deres sundhed og trivsel.

Målet er at skabe en større opmærksomhed på, hvilke rammer og omstændigheder, i det store billede, der har størst betydning set fra unges perspektiv.

Formatet er inspireret af et amerikansk projekt ”The Bigger Picture”, hvor videoer med unge spoken words kunstnere er blevet brugt til at oplyse og debattere sundhed blandt andre unge og beslutningstagere. Det store billede vil dermed også udforske, hvordan formatet kan tilpasses til en dansk sammenhæng og afprøve formatets potentiale til at påvirke den offentlige samtale om unges sundhed og trivsel.

Udover Statens Institut for Folkesundhed bidrager alliancepartnerne Kræftens Bekæmpelse, Sund By Netværket og Center for Sundt Liv og Trivsel til projektet med deres erfaringer og ekspertise på området.

Læs mere om projektet her.

Seneste nyheder

NCFO’s billedbank har fået flere respektfulde billeder i banken

Nationalt Center for Overvægts gratis billedbank er blevet udvidet med en lang række nye billeder, der viser børn, unge og voksne med overvægt i almindelige hverdagssituationer. De nye billeder bidrager med endnu større variation og afspejler livet, som det leves – blandt andet i byen, på café, på biblioteket, på apoteket, under indkøb, i skole og i sociale fællesskaber.

Læs mere ›

Systemorienteret forebyggelse med fokus på børneovervægt

Et nyt projekt om kapacitetsopbygning til systemorienteret forebyggelse af komplekse folkesundhedsudfordringer er igangsat med særligt fokus på børneovervægt. Det sker i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Copenhagen, Steno Diabetes Center Aarhus, og Aarhus Universitet og gennemføres i 2026.

Læs mere ›